Dette blev aldrig tjekket hos hjemmehjælper: Nu er Bente død

Et forløb, der begyndte som helt almindelig hjælp i hverdagen, endte som en sag om svigt, bedrageri og et opsigtsvækkende juridisk efterspil.

Nu er der faldet dom i sagen om den afdøde Bente Bach, hvor familien har fået medhold i, at kommunen bærer ansvaret for en hjemmehjælper, der systematisk tømte hendes og ægtefællen Hervigs bankkonto.

Hjemmehjælperen var ansat af Kerteminde Kommune og kom jævnligt i parrets hjem for at hjælpe med praktiske opgaver og digitale udfordringer. Under dække af især hjælp til MitID fik han adgang til parrets økonomi.

Over tid foretog han omkring 110 hævninger fra kontoen, og blot to dage før Hervig døde i 2023, forsvandt de sidste penge. I alt blev der svindlet for cirka 250.000 kroner.

Hjemmehjælperen blev senere dømt, men han havde ingen mulighed for at betale beløbet tilbage. Derfor stod familien uden udsigt til kompensation.

Familien: Kommunen valgte at tage chancen

Arvingerne valgte derfor at rette blikket mod kommunen. Deres argument var klart. Kommunen havde ansat en medarbejder med en plettet straffeattest, uden at reagere, og de havde derfor udsat sårbare borgere for fare.

Sønnen Henrik Bach havde tidligere sagt til TV 2 Fyn:

’Hvis kommunen vælger at tage chancen, må de i mine øjne også stille sig over til kasse et og betale det, han har taget.’

Retten giver familien medhold

Retten i Odense var enig.

Kommunen blev dømt til at tilbagebetale 249.175 kroner plus renter og sagsomkostninger.

Det opsigtsvækkende er, at afgørelsen hviler på Danske Lov fra 1683, som stadig bruges som grundlag for arbejdsgiveransvar, når en ansat påfører andre skade i forbindelse med sit arbejde.

Kerteminde Kommune har udtalt, at man er ’meget ked af forløbet’ og tager dommen til efterretning. Kommunen har dog endnu ikke besluttet, om sagen skal ankes.

For familien har afgørelsen enorm betydning både økonomisk og følelsesmæssigt.

Politiet efterlyser onsdag vidner i en yderst uhyggelig sag. En kvinde er blevet fundet alene og livløs på offentlig vej og er senere blevet erklæret død.

Illustrationsfoto