Danskerne skal til at betale væsentligt mere.
Fra januar skal danskerne til at have mange flere penge op af lommerne.
En ny EU-dom betyder nemlig højere priser hos flere danske fitnesskæder.
Ekstra Bladet har været i kontakt med flere fitnesskæder, og der tegner sig et bredt billede af, at det generelt bliver væsentligt dyrere at gå i fitness.
Hos SATS Danmark er reaktionen tydelig. Her ærgrer man sig over, at den nye EU-dom gør det dyrere at holde sig i form, og man håber på politisk hjælp til at afbøde effekten. Country Manager Thorbjørn Milling fortæller, at det kommende motionsfradrag på 1.750 kroner, som efter planen indføres i 2026, er et godt initiativ, men ikke stort nok til at opveje de prisstigninger, medlemmerne møder.
‘Vi er glade for intentionen bag motionsfradraget, men vi må samtidig sige, at det desværre er for lille og kommer for sent til at opveje den faktiske prisstigning, som danskerne møder. Vi håber, at der politisk er vilje til at forbedre ordningen, så den reelt hjælper flere danskere med at være aktive,’ siger Thorbjørn Milling.
SATS bekræfter, at medlemmer over 30 år kan forvente månedlige prisstigninger på mellem 30 og 100 kroner afhængigt af medlemskab. Medlemmer under 30 slipper uden stigninger og får samtidig adgang til hele holduniverset, så de ifølge kæden får mere værdi for pengene.
Det skriver Ekstra Bladet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

PureGym bekræfter også kommende prisstigninger, men ønsker ikke at oplyse de konkrete beløb. Et brev til et medlem over 30 år, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, viser dog en stigning på 50 kroner om måneden.
Arca Fitness ønsker ikke at udtale sig yderligere, men til TV 2 oplyser de, at medlemmer under 30 får en stigning på 20 kroner, mens prisen for medlemmer over 30 hæves markant fra 529 til 649 kroner.
FitnessX har endnu ikke meldt tilbage, så det er endnu uvist, om der er prisændringer i sigte for deres medlemmer.
En fitnesskæde, der ikke lader sine kunder blive ramt af prisstigninger, er Loop fitness. De mener nemlig, at det i sidste ende vil være dyrere for dem.
‘For det første vil det koste os et større millionbeløb, hvis vi skulle bibeholde muligheden for momsfrihed. Dette da vi skal lave større investeringer i IT etc. for at håndtere det nye regelsæt. Derudover udgifter til øget administration (revisor etc.) for at lave diverse opgørelser ift. moms,’ fortæller Loops adm. direktør Brian Schneider til mediet.
De mener desuden, at det er konkurrencemæssigt bedst at holde priserne nede, da de konkurrerer med foreningslivet, som ikke bliver ramt af den nye EU-dom.
‘Vi har en del centre i ‘provinsen’, hvor der også er mange foreningsbaserede centre. Disse centre er helt fritaget for moms, SKAT, lønsumsafgift etc.. ligesom de har adgang til billig finansiering og tilskud. Det kan vi ikke hamle op med, og vi har i mange år peget på en unfair konkurrence her, udtaler Brian Schneider’.