Tidligere ukrainsk officer mistænkt som Nord Stream-sabotør: Nu er der nyt

Ukraineren “Serhii K.” er mistænkt for at have koordineret sabotage mod Nord Stream-rørledningerne i 2022.

En ukrainsk mand, der er mistænkt i sagen om sabotage mod Nord Stream-rørledningerne, er torsdag blevet udleveret til Tyskland efter at have været tilbageholdt i Italien siden august.

Det oplyser den føderale tyske anklagemyndighed ifølge AFP.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Forsvaret.

– Den anklagede blev overført fra Italien i dag.

– Han skal efter planen stilles for en dommer ved den føderale domstol i Karlsruhe i morgen, siger en talskvinde for anklagemyndigheden.

Italiens højesteret godkendte onsdag i sidste uge hans udlevering.

Den ukrainske mand, der er sigtet for sabotagen, er af tysk politi blevet omtalt under navnet “Serhii K.”.

Han blev anholdt i august i nærheden af den italienske kystby Rimini på baggrund af en europæisk arrestordre.

Manden er tidligere officer i det ukrainske militær.

Ukraineren er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland, i slutningen af september 2022.

/ritzau/