Flere danske partiers hjemmesider blev mandag morgen pludselig utilgængelige eller ekstremt langsomme at komme ind på. Det skete altså blot timer før danskerne går til stemmeurnerne.
Intet tyder på tilfældigheder. Tværtimod peger de første tekniske signaler på et koordineret angreb mod den politiske sektor midt i valgspurtens mest sårbare døgn.
Ifølge DR’s tekniske korrespondent Henrik Moltke er det den pro-russiske hackergruppe NoName057(16), der nu har rettet fokus mod danske mål. Gruppen menes at stå bag en række DDoS-angreb, som mandag morgen ramte bredt:
• Alternativet
• Borgernes Parti
• Det Konservative Folkeparti
• Moderaterne
• Radikale Venstre
• Socialdemokratiet
• Socialistisk Folkeparti
• Folketingets egen hjemmeside
Hjemmesiderne blev enten gjort utilgængelige eller presset i knæ med kraftigt nedsat hastighed.
En hjemmeside under angreb behøver ikke gå helt ned, men bliver den tilstrækkeligt belastet, er effekten den samme, og vælgerne kan ikke få adgang.
Sporene peger mod Rusland
For blot en uge siden annoncerede hackergruppen ifølge DR, at Danmark stod på listen over mål i forbindelse med kommunalvalget og landets støtte til Ukraine.
Mandag morgen blev ordene forvandlet til handling.
Nogle partier nåede at aktivere forsvarssystemer mod DDoS-angreb og slap med få minutters forstyrrelse. Andre blev fuldstændigt ramt og havde hjemmesider helt nede.
‘Jeg kan se, at nogle af partierne øjeblikkeligt har kunnet beskytte sig. Det skyldes, at de har købt beskyttelse mod de her DDoS- eller overbelastningsangreb. Men jeg vurderer ikke, at det har nogen indflydelse på valget, at partiernes hjemmeside er utilgængelige et par timer,’ siger Henrik Moltke, men understreger samtidig, at angrebene viser en ny virkelighed.
Det peger entydigt på en valgkamp, hvor fjendtlige aktører kan blande sig i realtid. Siden sidste uge har lignende angreb ramt kommuner, ministerier og virksomheder. Nu er fokus rykket direkte til frontlinjen for demokratiet.
Meget farlig situation med SAS-fly i luften: Problemer med den ene motor
