Politiet oplyser til Presse-fotos.dk, at de lørdag eftermiddag har modtaget meldinger om, at et KLM-fly er kommet i problemer i luften over Danmark.
Lørdag klokken 12.53 har politiet modtaget meldinger om, at et passagerfly fra det hollandske flyselskab KLM er kommet i problemer i luften over Danmark.
Det bekræfter vagtchef Andreas Juhl over for Presse-fotos.dk.
“Vi får en melding om, at der er problemer med næsehjulet og rykker ud med indsatsleder og flere patruljer for at stå standby,” siger Andreas Juhl.
Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er flere ambulancer, lægebiler og brandvæsen også hastet ud mod stedet i forbindelse med meldingen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

KLM-flyet har efter problemer med næsehjulet lagt an til at kunne foretage en sikkerhedslanding i Billund Lufthavn, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Andreas Juhl til Presse-fotos.dk.
“11 minutter efter at have modtaget alarmen fra lufthavnen, får vi dog en besked på, at næsehjulet har rettet sig selv op, og derfor ender det med en normal landing,” siger vagtchefen.
“Men i første omgang bliver det altså varslet som en sikkerhedslanding.”
Nogle dramatiske minutter for passagererne i luften er altså endt med at alle er på jorden i god behold.
Sydøstjyllands Politi har ikke oplysninger om, hvor KLM-flyet oprindeligt skulle lande, eller hvor det er lettet fra.
Flyet landede i Billund klokken 13.04.



