Det begyndte blodrødt, men nu kan over 1,3 millioner danske pensionskunder ånde lettet op, og måske endda tillade sig at juble.
Efter et markant kursdyk i april er markederne nemlig vendt på en tallerken. Og det betyder, at danske pensionsopsparinger igen er i fremgang.
Det skriver Ekstra Bladet.
Tilbage i april lød meldingen på minus 9,6 procent i afkast, hvilket var et alvorligt slag for alle, der havde lagt deres fremtid i hænderne på aktiemarkedet.
Men nu viser tallene fra PFA, at kunderne i gennemsnit har fået et afkast på 6,6 procent i år.
Det positive afkast kommer efter en periode, hvor markederne rettede sig markant, og det har sat skub i danskernes pensionsformuer. Ifølge Nationalbankens seneste opgørelse er den samlede formue vokset med hele 91 milliarder kroner fra januar til august.
For en pensionsopsparing på 1 million kroner svarer det til, at man er gået fra et tab på 96.000 kroner i april til et plus på 66.000 kroner i dag. Det giver en samlet forskel på 162.000 kroner, og det er på bare få måneder.
Investeringsdirektør i PFA, Kasper Lorenzen, kalder udviklingen for et skoleeksempel på værdien af tålmodighed:
‘De første måneder af 2025 var præget af store usikkerheder og uforudsigeligheder, og derfor er det virkelig glædeligt, at vi kan give vores kunder et godt afkast. Det markante aktiecomeback, vi har set, er virkelig en god nyhed for pensionsopsparerne. Det bekræfter vigtigheden i at holde hovedet koldt og hånden rolig, når verden omkring os er uforudsigelig og forandres.’
Han understreger, at pension altid bør ses som en langsigtet investering, og at de bump, der opstår undervejs, ikke bør overskygge den generelle udvikling over tid.
Hvis tendensen fortsætter, kan 2025 blive tredje år i træk med positive afkast til pensionskunderne. Og ifølge Lorenzen er der god grund til at tro på, at året vil slutte med sorte tal.
Derfor kan PFA’s kunder nu pakke frygten væk og se frem mod en mere tryg fremtid, hvor formuen igen arbejder i stilhed for deres pensionsliv.
Den her type tilbud bør du holde dig langt fra: Snyder groft
