Torsdag morgen rykkede politikøretøjer, ambulance og akutlægebil ud, efter en borger havde gjort et tragisk fund på gaden. Politiet arbejdede i et afspærret område, hvori man opsatte afskærmning.
“Vi er ude til, hvad vi for nuværende vurderer er et selvmord, hvor en person er hoppet ud fra en bygning og er afgået ved døden.”
Sådan lød det torsdag morgen fra politiets vagtchef Anders Frederiksen til Presse-fotos.dk.
Vagtchefen fortalte, at man havde været til stede i området siden man klokken 06.26 fik en anmeldelse.
(Artiklen fortsætter under informationsboksen)
Har du brug for hjælp?
- Telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05
- Hvis du har selvmordstanker eller er i en anden alvorlig livskrise – eller hvis du har pårørende eller er efterladt til selvmord, så fortvivl ikke – hjælpen er nær
- Mailrådgivning eller chatrådgivning. For at se åbningstider og for kontakt om hjælp – www.livslinien.dk
“Det er en civil borger, der anmelder via 112, at der skulle ligge en formodet død person på jorden derude med skader. Vi rykker ud sammen med ambulance og læge,” tilføjede vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen, da Presse-fotos.dk henvendte sig tidligere på dagen.
På stedet afspærrede politiet Borgmestervangen, der ligger den nordlige del af København. Vagtchefen fortalte videre, at man arbejdede ud fra det udgangspunkt, at personen selv hoppede fra et tag.
“Den styrende hypotese er, at den pågældende person har skaffet sig adgang til et tag, er hoppet ud og er død ved anslaget på jorden.”
“Vi undersøger om der er tale om en kriminel handling, men som sagt er den styrende hypotese, at der er tale om selvmord, men vi undersøger selvfølgelig om det kan være andet,” forklarede Anders Frederiksen.
Da Presse-fotos.dk var i kontakt med politiet omkring klokken 07.45 torsdag morgen, var de pårørende endnu ikke underrettet. Redaktionen har derfor ventet med at publicere artiklen af hensyn til de pårørende.
I samme ombæring lød det fra vagtchefen, at myndighedernes tilstedeværelse i området var med ukendt tidshorisont.
“Der er stadig en del, der skal afklares derude, så vi ved ikke, hvor længe vi vil være til stede,” afsluttede Anders Frederiksen i morges.
Omkring middagstid oplyste Anders Frederiksen til Presse-fotos.dk, at de pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Af hensyn til sagens karakter vælger Presse-fotos.dk ikke at bringe billede- og videomateriale fra stedet.
Derfor omtaler Presse-fotos.dk selvmord og selvmordstruede
- Indtil videre har Presse-fotos.dk og andre danske medier ikke omtalt selvmord, medmindre der har været en helt særlig interesse
- For nylig har Center for Selvmordsforskning kritiseret den tilgang fra danske medier, fordi den nærmest tabubelagte tilgang ikke er tidssvarende
- Forskning viser i den forbindelse, at omtale af selvmord kan være med til at forebygge
- Derfor er reglerne for god presseskik nu blevet ændret på området, så medier med størst mulig hensyn også omtaler selvmord
