Stor finale og cykelfest i Greve: ‘Det er en stor ære for os’

Greve Cykle Klub præsenterer en hård og teknisk rute, når finaleafdelingen af ‘landevejscyklingens Superliga’ skal køres.

Søndag den 21. september skal Greve Cykle Club være værter for en vaskeægte cykelfest.

Finaleafdelingen af årets Bording Cup skal nemlig køres i og omkring Greve.

Løbet starter og slutter ved krydset Hestehavevej/Truelstrupvejen. Her kan publikum opleve det, som Dansk Cykle Union kalder for ‘landevejscyklingens Superliga’. Samtidig kan man sågar nyde en kop kaffe.

Greve Cykle Klub har lagt mange kræfter i at forberede løbet, der betyder en hel del for klubben:

”Det er en stor ære for os. At få finalen til Greve er et skulderklap til hele klubben og en anerkendelse af det arbejde, vores trænere og medlemmer lægger. Vi sætter en ære i at levere et velafviklet løb og skabe rammer, hvor ryttere i alle aldre får en god oplevelse,” siger klubbens formand, Lars Nikolajsen.

Flere veje bliver ensrettede

Løbet kommer også til at have betydning for beboere i området. En række veje bliver ensrettet i urets retning under løbet (se kort nedenfor).

De berørte veje er Tornbjergvej, Kløvestedvej, Ørningevej, Truelstrupvejen, Valorevej, Hønskevejen, Åbakkevej, Ørsted Hestehave, Ladagervej, Rævebakken og Hestehavevej. Vejene vil være ensrettede fra klokken 07 til 19.

Der vil af sikkerhedshensyn indføres hastighedsnedsættelse på Ørstedvej mod Viby til maksimalt 50 kilometer i timen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ruten over finaleafdelingen af årets Bording Cup.

En betydelig hjemmebanefordel

Greve Cykle Klub har en klar fordel som arrangører af finaleløbet.

Denne fordel har klubben udnyttet ved at træne intensivt på den planlagte rute.

”Rytterne kender hver eneste bakke, hvert sving og de tekniske passager – og det betyder, at vi kan være skarpe, når det gælder. Vi går altid efter at være med i finalerne og kæmpe om podiepladserne, og på hjemmebane giver det ekstra motivation,” fortæller klubbens seniortræner, Thomas Maaløe.

Arne Kyed er blandt de ryttere, der stiller til start for Greve Cykle Klub. Han ser ligeledes hjemmebanen som en stor fordel:

”Jeg har kørt ruten så mange gange, at jeg næsten kan den i søvne. Jeg ved præcis, hvor der typisk bliver angrebet, og hvor man kan sidde mere roligt i feltet. For mig handler løbet både om at præstere og om at lære at køre mere taktisk klogt,” siger han.

Den samlede vinder af Bording Cup skriver sig selv ind på en prestigefyldt liste af vindere. Tidligere har blandt andre Magnus Cort og Sebastian Kolze Changizi vundet løbet.

Inden løbet afsluttes i Greve, skal feltet et smut forbi Holbæk den 14. september.

Greve Cykle Club har trænet intensivt på ruten frem mod finaleafdelingen af årets Bording Cup. Foto: Martin Nyeng Christiansen
Foto: Martin Nyeng Christiansen
Foto: Martin Nyeng Christiansen
Foto: Martin Nyeng Christiansen

Den danske topatlet afslører over for Presse-fotos.dk, at der var lagt store planer for fremtiden, der dog gik i vasken grundet en skade til modstanderen.