Tobias Aagaard tog sølv i udskilningsløb, og Danmark kan nu prale af fem medaljer ved VM i Shanghai.
Tobias Aagaard kørte sig søndag til VM-sølv i sin hofdisciplin på cykelbanen.
I udskilningsløbet rullede den tidligere verdensmester i disciplinen ind som sølvvinder, og Danmark har nu hentet fem VM-medaljer i Shanghai.
Tobias Aagaard blev kun slået af tyske Tim Torn Teutenberg, som på landevejen er en lynhurtig sprinter hos Lidl-Trek.
Og da tyskeren åbnede for sluserne på sidste omgang, kunne Tobias Aagaard intet stille op. Danskeren var ikke desto mindre glad for medaljen.
– Jeg synes ikke, det lå i kortene, for jeg har ikke været flyvende frem mod det her VM. Så det er faktisk ret specielt at stå med en VM-medalje. De hænger ikke på træerne, og jeg er stolt af alle dem, jeg kan køre hjem, siger Tobias Aagaard til TV 2 Sport.
I udskilningsløb bliver en rytter sorteret fra på hver anden omgang, og Tobias Aagaard lignede faktisk tidligt en mand, der var tømt for kræfter.
Men danskeren nærmest specialiserer sig i at køre udskilningsløbene bagfra, og den taktik brugte han altså også søndag, hvor han flere gange klarede sig fri af eliminering på de sidste meter før målstregen.
– Jeg tror, jeg har en god fysik og mentalitet til det. Jeg sidder og bokser en hel masse og prøver at navigere i klumpen, hvor alle gerne vil frem, siger Aagaard.
Tobias Aagaard blev verdensmester i udskilningsløb i 2024, da VM blev kørt i Ballerup Super Arena.
Med sølvmedaljen til Tobias Aagaard har Danmark høstet fem VM-medaljer i Shanghai.
I 4000 meter holdforfølgelse vandt Danmark klart over Italien i guldfinalen, og i 4000 meter individuel forfølgelse vandt Frederik Rodenberg sølv.
Derudover har Amalie Dideriksen hentet bronze og sølv i henholdsvis omnium og pointløb.
RITZAU