Nu slår regeringen hårdt ned på dyremishandling

Dyr skal have bedre beskyttelse i lovgivningen. Derfor vil regeringen nu indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, der hæver strafferammen for de mest alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

I Finland kan man få fire års fængsel for dyremishandling. I Polen fem. Og i Bulgarien helt op til 12 år.

I Danmark kan man maksimalt få to år. Nu skal straffen tredobles.

Regeringen vil nemlig hæve strafferammen markant, så de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven fremover kan straffes med op til seks års fængsel. Det fremgår af en ny pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Tidligere på året lød ambitionen på en fordobling af straffen – men den vil regeringen nu hæve yderligere med to år.

Forslaget kommer som led i regeringens dyrevelfærdsaftale ”Sammen om dyrene”. Her blev det blandt andet besluttet at undersøge mulighederne for skærpede straffe ved alvorlige brud på dyrevelfærdsloven.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Justitsministeriet – Lars Svankjær

“Det er forkasteligt at udsætte dyr for mishandling. Ved at indsætte en bestemmelse i straffeloven, som hæver strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år, sender vi et kraftigt signal om, at det ansvar, vi har for andre levende væsener, skal tages alvorligt,” siger justitsminister Peter Hummelgaard og tilføjer:

“Det handler om respekt for liv. Herunder de liv, der ikke selv kan råbe op.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Også fødevareminister Jacob Jensen understreger, at forslaget er et vigtigt skridt i kampen for bedre dyrevelfærd:

“Med Danmarks første dyrevelfærdsaftale tog vi et historisk skridt fremad. Nu følger vi op med endnu et markant tiltag, som understreger, at vi mener det alvorligt. Dyr skal behandles ordentligt. Så enkelt er det. Derfor glæder det mig, at vi nu kan bygge videre på de strafskærpelser, vi præsenterede kort før sommer, og får nogle stærkere redskaber til at sætte ind over for dem, der overtræder reglerne.”

Det nye lovforslag forventes at blive fremsat i den kommende folketingssamling.