Politiet er på jagt efter personen, der har ført køretøjet.
Ordensmagten leder med lys og lygte efter en knallertfører, der tirsdag aften stak af efter et færdselsuheld.
Her bragede knallerten ind i en 56-årig mand, der kom kørende på sin motorcykel ved sit hjem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Knallerten kom kørende fra den forkerte retning i høj fart ved ulykken, fremgår det af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.
‘Kl 18.56 skete der et færdselsuheld, da en 56-årig mand fra lokalområdet kom kørende på motorcykel og skulle svinge til venstre ind på sin grund,’ skriver politikredsen.
Uheldet skete på Vesterbro i Nykøbing Sjælland.
Efterfølgende fortsatte knallertføreren sin kørsel, hvor han også formåede at køre ind i to fodgængere, før han stak af fra stedet.
Derfor er politiet nu på jagt efter føreren og leder efter personer, der har overværet uheldet eller ved, hvem den flygtende knallertfører er.