I forbindelse med trafikdrabet af en 65-årig kommende farfar har Presse-fotos.dks udsendte gjort flere uhyggelige fund. Politiet er nu involveret i sagen og bekræfter, at fundene indgår i efterforskningen
Se den fulde optagelse fra den 17-åriges kørsel i slutningen af videoen øverst
Presse-fotos.dk kom onsdag i besiddelse af en video, der viser den 17-årige mistænkte dødsbilist bag en ulykke tirsdag aften sidde og suge lattergas og ræse rundt på en lukket villavej blot få minutter før, at en 65-årig kommende farfar blev kørt ihjel foran BabySam på Roskildevej.
Presse-fotos.dk kunne på videoen se, at den 17-årige påvirket af lattergas ræsede rundt på Gerdasvej i Glostrup, og derfor blev en journalist sendt ud til området.
Her blev gjort uhyggelige fund, som politiet nu benytter i deres efterforskning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Da Presse-fotos.dk et døgn efter ulykken på Roskildevej ankom til det sted, hvor den 17-årige mistænkte havde filmet sig selv køre yderst hasaderet langs Gerdasvej i Glostrup, fandt vores udsendte en lattergastrykflaske i siden af vejen.
“Lattergasflasken ser meget identisk ud med den fra videoen. Den har blandt andet de samme gule markeringer, mens det er tydeligt, at den ikke har ligget her længe,” fortæller vores udsendte i forbindelse med fundet.
“Det er fuldstændig vanvittigt, at man tillader sig at køre så hasarderet på en lukket villavej. Vejen er ikke mere end fem meter bred, og to biler kan lige nøjagtig passere hinanden,” tilføjer han.
På baggrund af Presse-fotos.dks fund blev en patrulje fra Københavns Politi sendt ud for at bevissikre lattergastrykflasken.
Københavns Politi bekræfter fredag over for Ekstra Bladet, at den fundne lattergasflasken fra Gerdasvej nu indgår i efterforskningen af trafikdrabet.
‘Både de omtalte videoklip, lattergaspatronen og relaterede vidneudsagn indgår i efterforskningen. Hvis der er vidner, vi ikke har talt med, og som har konkrete oplysninger i sagen, må de meget gerne henvende sig til os på telefon 1-1-4,’ skriver Københavns Politi til mediet.
I forbindelse med Presse-fotos.dks research af den eksklusive video kom flere uhyggelige detaljer frem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I den pågældende video kan man ud fra Porschens speedometer konstatere, at den 17-årige dreng kører mindst 150 kilometer i timen ned ad Gerdasvej, mens han er påvirket af lattergas.
I videoen fremgår også et tidsstempel på bilens radio, som slår fast, at klokken er 17.45 – ifølge Københavns Politi blev dødsulykken anmeldt klokken 18.20.
Vidner, som Presse-fotos.dk er bekendt med identiteten på, har samtidig oplyst, at de har set en stor, sort Porsche med unge drenge ræse rundt på Gerdasvej omkring klokken 18.00.
Derudover oplyser kilder uafhængigt af hinanden til redaktionen, at den mistænkte 17-årige selv har delt den pågældende video 30 minutter før dødsulykken på Roskildevej. Der er omkring 5,9 kilometer fra Gerdasvej til stedet, hvor ulykken skete.
Presse-fotos.dk har af flere uafhængige kilder kunne få bekræftet, at personen i videoen er identisk med den 17-årige, der er blevet varetægtsfænglset. Presse-fotos.dk var samtidig selv til stede under grundlovsforhøret og har ved selvsyn kunne konstatere, at der er tale om den samme person.
Ved ulykken foran BabySam på Roskildevej i Valby, som den pågældende 17-årige er sigtet for at stå bag, pakkede en 65-årig kommende farfar en barnevogn i et bagagerum, da han blev påkørt.
I den 65-åriges bil sad hans højgravide svigerdatter, som ved kollisionen brækkede benet.
Den 65-åriges egen søn stod på den anden side af vejen og kunne se til, at hans far blev kørt ihjel.
Efter ulykken flygtede dødsbilisten, men politiet skred til anholdelse omkring syv timer senere.
Onsdag eftermiddag blev den 17-årige dreng fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for hændelsen, hvor han på grund af sin unge alder blev varetægtsfængslet i surrogat i 13 dage under sigtelse for at være skyld i trafikdrabet.
Ved grundlovsforhøret blev der samtidig nedlagt et navneforbud, der betyder, at Presse-fotos.dk og andre medier ikke kan beskrive hans identitet nærmere.
Under grundlovsforhøret blev hans udseende beskrevet som en ung og spinkel person med anden etnisk herkomst. Han var iført mørkeblåt tøj og havde langt krøllet hår.
Presse-fotos.dks udsendte til grundlovsforhøret fortalte blandt andet, at den 17-årige virkede nervøs og rystede på hånden, da han tog en tår vand.
Presse-fotos.dk har tidligere dækket sagen – du kan se billeder og læse historien fra ulykken på Roskildevej: Gravid kvinde og kommende farfar i dødsulykke: Unge mennesker i stor Porsche stukket af



