Fra den 1. oktober 2025 bliver det mere dynamisk og potentielt mere forvirrende at følge elprisen i Danmark. I stedet for at elprisen opdateres én gang i timen, kan den fremover ændre sig hele 96 gange i døgnet. Det svarer til en ny elpris hvert kvarter.
For de cirka 69 procent af danskerne, som i 2023 havde en elprisaftale med variabel afregning, betyder ændringen, at elprisen i højere grad vil følge udbud og efterspørgsel i realtid. Har du fx elbil, varmepumpe eller stort elforbrug og en måler, der understøtter det. Ja, så kan du måske spare penge ved at tilpasse forbruget i endnu højere grad.
Det skriver Ritzau på baggrund af en meddelelse fra brancheorganisationen Green Power Denmark og ny EU-regulering, der gælder for hele det europæiske elmarked.
‘Hvis du har en vindmølle, der gradvist stiger i produktion, fordi vinden tiltager, vil det afspejle sig i kvarterspriserne i form af trinvise ryk i stedet for en større stigning eller et større fald fra den ene time til den anden,’ forklarer afdelingschef Martin Dam Wied fra Green Power Denmark til Ritzau viderebragt af DR.
Ikke alle kan få gavn af skiftet på elprisen
For at kunne benytte dig af kvartersafregning, skal din elmåler kunne aflæse kvartersværdier, og det er ikke alle, der har en ny nok måler. Samtidig er det op til elselskaberne, om de vil tilbyde denne type produkt. Det er endnu uklart, hvor mange leverandører der hopper med på bølgen.
‘Der vil være noget at hente for de store elaftagere, for eksempel erhvervslivet, der har bedre mulighed for at flytte forbruget ned til et kvartersniveau,’ siger Martin Dam Wied.
Hvis dit elselskab ikke tilbyder kvartersafregning, men du ønsker det, kan du frit skifte til en anden leverandør, som gør. Der er i dag mange elapps og prissammenligningssider, der viser elpriser i realtid, og disse vil formentlig også opdatere sig til det nye system.
Fra 43 til 69 procent
Andelen af danskere med variable elpriser er steget markant. I 2021 havde 43 procent sådan en aftale. I 2023 var tallet vokset til 69 procent, oplyser Green Power Denmark til Ritzau.
Så spørgsmålet er, om endnu flere vil følge trop, når elpriserne bliver endnu mere præcise – og endnu mere uforudsigelige.