Legetøjsgigant Mattels nye Barbie lider af diabetes

Barbie fra Mattel med glukosemåler
Barbie med glukosemåler fra Mattel. Foto: Mattel.

Den nyeste Barbie fra Mattel har en insulinpumpe, et måleapparat og en håndtaske med snacks. Hun lever med type 1-diabetes.

Mattel har lanceret en helt ny version af deres ikoniske dukke. Denne gang handler det ikke om prinsessetøj, rideture eller beach parties – i hvert fald ikke kun. Den nye Barbie med diabetes skal i stedet sætte fokus på en alvorlig sygdom, der rammer tusindvis af børn verden over. Det skriver Der Spiegel.

Ved første øjekast ligner hun en helt almindelig Barbie uden et problem i verden, men ser man nærmere, opdager man et pink blodsukkermåleapparat på armen og en insulinpumpe ved hoften. Det er nemlig ikke tilfældigt. Den nye Barbie fra Mattel lever med type 1-diabetes, som er en kronisk autoimmun sygdom, hvor kroppen ikke selv kan producere insulin.

Ny Barbie skal give børn med diabetes en rollemodel

Ifølge Mattel er formålet med den nye diabetes-Barbie at give børn med sygdommen en rollemodel, de kan spejle sig i. Dukken bærer også et sæt tøj i blåt med cirkelmønstre, hvilket er en reference til det officielle globale symbol for diabetes.

Barbie kommer med tilbehør som en pastelfarvet håndtaske, hvor hun altid har sit diabetessæt og små snacks med sig, så hun kan tage hånd om sygdommen i hverdagen – præcis som rigtige børn med type 1-diabetes er nødt til.

“Vi ønsker, at flere børn kan genkende sig selv i de historier og figurer, de leger med (red. oversat)”

Sådan siger Mattel-talskvinde Krista Berger. Hun kalder dukken en vigtig milepæl i arbejdet med at fremme inklusion.

Eksperter roser Mattel

Hos Diabetesforeningen i Tyskland roser man det nye initiativ fra Mattel og kalder det ”meget virkelighedstro”. Ifølge direktør Jens Kröger kan en Barbie med diabetes være med til at styrke både selvtillid og forståelse blandt børn og unge, der selv lever med sygdommen.

‘Oplysning om type 1-diabetes kan sagtens starte i børneværelset,’ lyder det i en kommentar fra organisationen.

I Danmark anslår Diabetesforeningen, at mindst 35.000 danskere lever med type 1-diabetes. Det er en sygdom, der hverken kan forebygges eller helbredes. I Tyskland anslås det, at mindst 30.000 børn lever med sygdommen. Behandlingen består af daglige insulinsprøjter og konstant kontrol af blodsukkeret. Den nye Barbie fra Mattel kan derfor – med sit lille plastik-måleudstyr – være med til at normalisere en hverdag, der for mange børn er alt andet end legende let.

Stor Volkswagen-fejl: Nu må passagerer ikke sidde foran i populære modeller