Uhyggelige hændelser: Mange stjålne kæledyr fundet tortureret og døde

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er marsvin og kaniner blevet stjålet fra en gård målrettet børn og unge – siden er dyrene drypvist blevet lagt tilbage på gården døde, stærkt mishandlet og maltrakteret

Uhyggelige hændelser har den sidste måned ifølge flere borgere og ansatte ved kommunen gentagne gange udspillet sig på Dyregården Søholt i Brøndby, som fungerer som besøgsgård for institutioner og borgere.

En anonym borger med indsigt i sagen oplyser til Presse-fotos.dk, at omkring 15 kaniner og marsvin natten til onsdag den 21. maj sammen med deres transportbure blev stjålet fra gården.

“Efterfølgende har gerningsmanden lagt et dyr ad gangen tilbage på gården stærkt mishandlet og dødt. Personalet har fundet de døde dyr over en periode nu,” siger den anonyme borger, som Presse-fotos.dk kender identiteten på.

“Når dyrene bliver fundet er de maltrakteret, de har brækket ben, og hovedet er ødelagt. De er mishandlet og døde. Der blev stjålet omkring 15 – og sidst jeg hørte, var der fundet op til otte af dem døde på gården.”

Presse-fotos.dk har i forbindelse med de uhyggelige hændelser på Dyregården Søholt været i kontakt med Brøndby Kommune.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses marsvin fra Dyregården Søholt – Foto: Brøndby Kommune

Chef for Kultur, Idræt og Fritid i Brøndby Kommune Morten Grubbe bekræfter dele af oplysninger over for Presse-fotos.dk.

“Ja, der er blevet stjålet dyr fra Dyregården – og nogle af de dyr er blevet fundet døde igen,” siger Morten Grubbe.

“Det er en alvorlig situation i forhold til dyr og personale, men lige nu kan jeg ikke sige så meget konkret om de ting, der er sket. Vi har ekstra bemanding på gården, og vi har ekstra opmærksomhed over for personalet og dyrene,” siger han.

Morten Grubbe vil ikke bekræfte over for Presse-fotos.dk, at det er marsvin og kaniner, som er blevet stjålet, mishandlet, slået ihjel og drypvis lagt tilbage til gården – og han vil heller ikke fortælle, hvilken tilstand, dyrene er fundet i

“Men jeg kan bekræfte, at de pågældende dyr er blevet fundet døde,” siger chefen.

På grund af hændelsen har Dyregården Søholt ifølge Morten Grubbe indført en række tiltag, som skal sikre, at der ikke sker flere tyverier af dyr fra gården.

Blandt andet er der nu opsat videoovervågning, mens dyrene i højere grad end førhen låses ind i stalden om natten i stedet for at stå ude under overdækning.

“Det er vigtigt at sige, vi ikke har oplevet noget i nærheden af det før på Dyregården,” siger Morten Grubbe.

Desuden er Brøndby Kommune sammen med Dyregården Søholt i tæt kontakt med Københavns Vestegns Politi.

Fra politiet side lyder det, at en efterforskningen af sagen er i gang.

‘Vi kan bekræfte, at vi har modtaget anmeldelse i denne forbindelse, og at sagen er under efterforskning. På nuværende tidspunkt har vi ikke mulighed for at give yderligere detaljer. Vi kan dog oplyse, at lokalpolitiet samtidig arbejder med en opsøgende indsats og har kontakt med relevant personale mv.,’ skriver kommunikationsansvarlig ved Københavns Vestegns Politi Claus Buhr i et skriftligt svar til Presse-fotos.dk.

Borgere i området omkring Dyregården Søholt fortæller desuden, at de i den seneste måned har set en større tilstedeværelse af politi omkring gården.

Chef i Brøndby Kommune Morten Grubbe oplyser til Presse-fotos.dk, at det i alle tilfælde har været voksent personale på gården, som har fundet dyrene.

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er tyverierne af dyrene sket ved indbrud.

En 33-årig mand udsatte en 13-årig pige for et sandt mareridt, da han lokkede hende ud i et telt. Pludselig dukkede pigens far op.