To cyklister er søndag aften blevet påkørt af en bilist i krydset mellem Jagtvej og Ågade på Nørrebro i København.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnichsen til Ritzau.
Politiet modtog klokken 22.36 en anmeldelse om, at en bil havde påkørt nogle personer nær et busstoppested.
– Det er en bil, der har påkørt to cyklister, og så er bilen havnet i busstoppestedet, siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Både de to cyklister og føreren af bilen er kommet til skade og er blevet bragt på hospitalet. En af cyklisterne er svært tilskadekommen.
Politiet oplyser hverken køn eller alder på den tilskadekomne.
Det er ifølge Dyre Sønnichsen for tidligt at sige, hvordan ulykken er sket.
I forbindelse med ulykken har trafikken i Ågade været spærret i udadgående retning. Falkoner Allé og Jagtvej har også været helt afspærret.
Kort før midnat er afspærringen delvist blevet ophævet. Vagtchefen anslår, at trafikken vil blive fuldstændig genåbnet omkring klokken 01 natten til mandag, efter at en bilinspektør har færdiggjort sine undersøgelser på stedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Lidl-medarbejdere afslører: Sådan snydes kunderne



