To biler kørte frontalt sammen tirsdag aften nær Sønderborg. En toårig pige er død på sygehuset.
Et toårigt barn er afgået ved døden på sygehuset, efter at to biler tirsdag aften kørte frontalt sammen ved Ketting, der ligger nær Sønderborg.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Pigens 25-årige mor er i kritisk tilstand, lyder det.
Ulykken fandt sted på Augustenborg Landevej.
– Vi har ikke yderligere til uheldet og afventer bilinspektørens undersøgelser, skriver politiet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste tidligere på aftenen til TV 2, at der var tale om en toårig pige, og at hun og hendes mor begge var i kritisk tilstand.
I den anden bil sad en 58-årig kvinde, som er kommet til skade, men ikke er i kritisk tilstand, lød det videre.
Tidligere tirsdag aften lød det fra politiet, at Augustenberg Landevej var blevet spærret i begge retninger på grund af en alvorlig ulykke.
Vejen er igen åbnet, efter at der har været en bilinspektør på stedet.
De pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/

