Københavns Politi forventer, at 75-årig vil blive forlangt fængslet ved et retsmøde torsdag eftermiddag
Københavns Politi forventer, at en 75-årig mand skal stilles for en dommer med krav om fængsling, efter at han onsdag påkørte og kvæstede en række personer ved Sortedam Dossering i København.
Det skriver Københavns Politi på X.
Politiet har tidligere oplyst, at man ikke mistænker manden for at have påkørt ofrene med vilje, men at der var tale om en ulykke.
Dog er manden sigtet for at have været i en tilstand, hvor han ikke kunne føre bilen på en betryggende måde, og da han også er sigtet for uagtsomt at have gjort skade på andres legeme, bliver sagen særlig alvorlig.
12 personer kom til skade, da manden mistede herredømmet over sin røde bil og påkørte folk, som befandt sig langs Sortedams Dossering.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tre personer blev onsdag meldt i kritisk tilstand. Torsdag har politiet oplyst, at en af dem fortsat er i kritisk tilstand. På grund af tavshedspligt oplyser politiet ikke yderligere om, hvad der er sket med de tilskadekomne.
Angiveligt kom den ældre mand til at trykke på bilens speeder i stedet for på bremsen, og det var derfor, at ulykken skete, har politiet tidligere oplyst.
Straffelovens bestemmelse om uagtsom legemsbeskadigelse taler i udgangspunktet om bødestraf eller en kortere fængselsstraf på op til fire måneder.
Men i sager, hvor der er tale om særligt skærpende omstændigheder, stiger strafferammen markant til otte års fængsel. Det er i sådanne situationer, at varetægtsfængsling kan komme på tale.
Straffeloven siger, at i sager, hvor der er tale om sprit- eller narkokørsel og i sager, hvor den sigtede har været påvirket af eksempelvis søvnmangel, svækkelse, sygdom eller af anden grund ikke har kunnet føre køretøjet på fuldt betryggende måde, så skal det anses som en skærpende omstændighed.
Politiet har ikke oplyst nærmere om, hvorfor den 75-årige er mistænkt for ikke at have kunnet føre bilen på fuldt betryggende måde.
Varetægtsfængsling kan enten ske, når man frygter, at den sigtede vil stikke af, begå ny kriminalitet eller forstyrre efterforskningen. Og derudover kan det ske i sager, hvor hensynet til den almindelige retsfølelse kræver det.
Københavns Politi har endnu ikke oplyst nærmere om, hvad man vil gøre gældende i forbindelse med et eventuelt krav om varetægtsfængsling.
Københavns Politi forventer, at fremstillingen af manden vil ske klokken 15 i Dommervagten ved Københavns Byret.
/ritzau/



