FC København-spilleren Rodrigo Huescas er mandag for retten i en sag om vanvidskørsel, men der bliver ikke afsagt dom mandag.
Det fortalte dommeren i Københavns Byret, kort efter at retsmødet var gået i gang. I stedet afsiges der dom om en uge.
Rodrigo Huescas risikerer op til 20 dages ubetinget fængsel, og anklagemyndigheden går desuden efter at få FCK-spilleren udvist af Danmark. Derudover et indrejseforbud på mindst fire år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

FCK-spilleren var havnet på anklagebænken, efter at han 25. januar klokken cirka 04.40 havde kørt 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København.
På strækningen er hastighedsgrænsen 50 kilometer i timen, og derfor var der tale om vanvidskørsel. Bilen, som var en leaset BMW, blev konfiskeret.
Rodrigo Huescas kom til FCK forud for den igangværende sæson og vandt i løbet af efteråret kampen om højre back.
Efter at det kom frem, at han han skulle i retten på grund af vanvidskørsel, har FCK tilladt ham at spille videre, og det er i alt blevet til 29 optrædener i løbet af sæsonen.
Han har bidraget med et enkelt mål samt to assister og har spillet sig ind omkring det mexicanske fodboldlandshold, hvor han siden i sommer har optrådt to gange.