Kulturværftet deler ny viden om kulturhusenes rolle i både lokalsamfundet og Norden gennem to nye podcast-episoder.
Kulturværftet i Helsingør præsenterer året rundt et mangfoldigt kulturelt program, der blandt andet spænder over koncerter, foredrag, debatter, film, teater og familiearrangementer.
Nu udgiver Kulturværftet så to nye episoder af podcasten ‘Genlyd fra Kulturhuset’, som netop undersøger kulturhusenes centrale rolle som samlingspunkter – både lokalt og på tværs af Norden.
Ifølge en pressemeddelelse fra Kulturværftet & Toldkammeret lyder det, at behovet for kulturel og åndelig sammenhængskraft er større end nogensinde før, særligt i en tid præget af uro, splittelse og desinformation.
Den første episode, ‘Genlyd fra Kulturhuset – Helsingør’, samler således lokale kulturaktører, der diskuterer, hvad der gør Helsingørs kulturhuse unikke.
I den anden episode, ‘Genlyd fra Kulturhuset – Nordisk’, diskuteres fremtidens kulturhus derimod med kulturledere fra hele Norden under ‘Folk och Kultur’-konventet i Sverige.
De to nye afsnit ‘Genlyd fra Kulturhuset – Helsingør’ og ‘Genlyd fra Kulturhuset – Nordisk’ er en del af serien ‘Genlyd fra Kulturhuset’ og kan høres dér, hvor du plejer at lytte til podcasts eller på deres hjemmeside.
De mest udbredte og borgernære kulturinstitutioner i landet
De danske kulturhuse er de mest udbredte og borgernære kulturinstitutioner i landet, med omkring 16 millioner brugere årligt og cirka 4.000 frivillige.
I mange år har kulturhusene arbejdet med fællesskab, deltagelse og demokratiske processer – kompetencer, som de mener er nødvendige for at tackle samfundets udfordringer.
Kulturværftet i Helsingør, Slagteriet i Holstebro, Godsbanen i Aarhus, Maltfabrikken i Ebeltoft, Kulturmaskinen i Odense, KU.BE på Frederiksberg og Spinderihallerne i Vejle har således dannet et partnerskab for at fremhæve den værdiskabelse, kulturhusene bidrager med i lokalsamfundene.
Det kan du læse mere om her.