Vidne i chok: Ung kvinde voldtaget på åben gade

En 22-årig mand er blevet anholdt og sigtet for en voldtægt begået tidligt søndag morgen på åben gade på Vesterbrogade i København.

Det oplyser central efterforskningsleder hos Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen til Ritzau.

Den forurettede var en kvinde i starten af 20’erne, som var på vej hjem fra byen, lyder det fra efterforskningslederen.

Et vidne kom forbi, som fik gerningsmanden til at stikke af.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

– Han råber ham an, og det gør, at gerningsmanden stopper og løber fra stedet. Men han glemmer nogle effekter, som gør, at det er forholdsvis nemt for politiet at køre ud og anholde ham, siger han.

Kenneth Hviid Simonsen uddyber ikke hvilke effekter, der er tale om. Men ifølge den centrale efterforskningsleder fremgik mandens navn.

Samtidig har politiet også haft adgang til videoovervågning fra stedet.

Den 22-årige mand ventes at skulle fremstilles i et grundlovsforhør mandag.

Her er det forventningen, at anklagemyndigheden vil kræve, at den 22-årige mand bliver varetægtsfængslet.

Sagen blev anmeldt til Københavns Politi klokken 05.42.