I januar skulle lejlighedskøbere i København i gennemsnit betale 56.637 kroner per kvadratmeter.
Hvis boligsøgende i København har en følelse af, at det er blevet markant dyrere at købe lejlighed i hovedstaden, har de fuldstændig ret.
I januar svarede den gennemsnitlige salgspris på en lejlighed i København til, at der blev betalt 56.637 kroner per kvadratmeter. Det er en fordobling af prisen for ti år siden.
Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, siger, at priserne særligt begyndte at accelerere under coronaperioden.
– Hovedstaden er et eftertragtet område, og vi har i de seneste måneder set en stigende efterspørgsel på lejligheder i landets hovedstad, som har resulteret i flere handler i et forholdsvis begrænset udbud.
– Det bidrager igen til at skubbe priserne op, og med en fordobling af prisniveauet på blot ti år, har prisudviklingen i København haft fart på, siger hun.
De høje priser i København har været med til at trække det gennemsnitlige niveau på landsplan op.
Lejlighedskøberne i Danmark betalte i januar gennemsnitligt 36.987 kroner per kvadratmeter. Det svarer til en fordobling sammenlignet med priserne i slutningen af 2012.
Alene det seneste år er den gennemsnitlig salgspris for en lejlighed steget med knap otte procent.
Det er blandt andet et resultat af, at renterne er faldet, siger Birgit Daetz.
– Det faldende renteniveau gør det muligt for flere købere at realisere boligdrømmen, alt imens vi fortsat har en generelt høj beskæftigelse og solide opsparinger i de danske husholdninger.
Priserne på villaer og rækkehuse er også fulgt godt med. I januar var salgspriserne steget 5,6 procent på landsplan på et år.
Her stikker Region Nordjylland ud med en stigning på 8,6 procent, mens Region Hovedstaden kommer lige efter med 7,6 procent.
Nederst er Region Syddanmark, hvor salgspriserne er steget to procent det seneste år.
/ritzau/
![](https://presse-fotos.dk/wp-content/uploads/2025/02/image-907.png)