I modsætning til byretten mener landsretten, at en narkokriminel skal udvises. Og fængselsstraffen hæves.
Byretten gav for meget i rabat, da den sidste forår skulle udmåle straffen til en narkokriminel.
Østre Landsret har fredag idømt Vahab Rodbari 13 års fængsel i sagen, hvor han har tilstået besiddelse af lidt over 75 kilo amfetamin og to kilo kokain.
Dermed har straffen fået et væsentligt nyk opad i forhold til Retten i Glostrups dom. Byretten havde idømt ham ni års fængsel.
– Så det var en skærpelse på fire års fængsel, siger specialanklager Ulrich Thomsen fra Statsadvokaten i København.
Han mente, at narkokriminaliteten skulle koste 14 eller 15 års fængsel normalt, og at der så skulle gives noget rabat for tilståelsen. Forsvareren mente, at rabatten skulle være større.
41-årige Vahab Rodbari er ikke dansk statsborger, og i modsætning til byretten bliver han i landsretten udvist af Danmark for bestandig.
Retten i Glostrup havde givet ham en advarsel om udvisning. Han har ingen tilknytning til hjemlandet og en stærk tilknytning til Danmark, blev det dengang oplyst.
Byretten havde ifølge specialanklager Ulrich Thomsen ikke rigtigt tidligere sager at læne sig opad, da den afsagde dommen i maj.
Det var først efter dommen, at der i sommer trådte en lovændring i kraft, som dikterer, at man skal have en mildere straf, hvis man tilstår.
Den mulighed var der også før, men det var en betingelse, at man meldte sig selv og aflagde fuld tilståelse.
Siden lovændringen har landsretten afsagt domme i flere sager, og flere af dem vil senere på året komme for Højesteret.
– Vi regner med, at Højesteret vil sige noget mere generelt, så vi kan indrette os efter det. Det gælder både anklagemyndigheden, men også forsvarere – i forhold til hvad de kan råde deres klienter til, siger Ulrich Thomsen.
Vahab Rodbari, som nu får hævet sin straf og udvises, havde i narkosagen en rolle med at planlægge og instruere andre.
I marts og april 2020 var han medvirkende til, at 27,8 kilo amfetamin og to kilo kokain blev transporteret til Kolding og videre til Københavnsområdet.
I maj samme år var det 47,5 kilo amfetamin, som blev overdraget til flere personer i Hedehusene.
Planlægningen foregik på den krypterede tjeneste SKY ECC, hvor han kunne skrive med medgerningsmænd. Tjenesten har dansk politi dog fået adgang til, efter at franske og hollandske myndigheder knækkede koden til tjenesten.
/ritzau/