Retten har givet Midt- og Vestsjællands Politi kendelse til at efterlyse en mand, som er forurettet i en sag om frihedsberøvelse og vold begået i forening af flere mænd, der allerede sidder varetægtsfængslet.
Sagen startede den 16. september 2024, hvor en mand blev set tvunget ind i en bil. Siden blev i alt ti mænd varetægtsfængslet i den alvorlige sag, som er begået af personer i bandemiljøet. De syv er fortsat fængslet i sagen.
Sådan skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Under efterforskningen blev på en af de fængsledes telefon fundet en video, som viste endnu et overfald på en ukendt mand. Flere af de fængslede er sigtet for at deltage i begge sager om vold og frihedsberøvelse.
Manden på videoen udsættes for vold og trusler. Han er afklædt og har gafftatape foran øjnene. Videoen er optaget den 9. september 2024 i Jystrup ved Ringsted.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
“Overfaldet på manden på videoen er særdeles groft, og vi vil meget gerne sikre os, at han har det godt. Derfor har vi brugt store kræfter på at identificere ham. Da det ikke er lykkes, har vi nu søgt rettens kendelse til at bringe fotos af manden og efterlyse ham offentligt” siger efterforskningsleder, politikommissær Michael Andreassen i pressemeddelelsen.
Manden blev tvunget ind i bilen ved Osted i Lejre.
“Det er afgørende for efterforskningen, at vi får mulighed for at afhøre manden omkring hændelsesforløbet” fortsætter politikommissær Michael Andreassen.
Kan du identificere manden på fotoet, eller har du i øvrigt oplysninger i sagen, så ring til politiet på tlf. 114.
Presse-fotos.dk har tidligere dækket sagen tæt. Læs mere om den her.