Dømt: Danish Crown svigtede ansatte under covid

Østre Landsret kender Danish Crown erstatningsansvarlig. Tre ansatte blev syge med covid.

Slagterikoncernen Danish Crown gjorde ikke nok for at sikre tre ansatte mod covidsmitte. Det fastslår Østre Landsret i en kendelse fredag.

De tre ansatte arbejdede på slagteriet i Ringsted. Alle tre, en mestersvend og to servicemænd, blev testet positiv for covid-19 i juli og august 2020. De har fået anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.

I den 58 sider lange kendelse når landsrettens dommere frem til, at Danish Crown er erstatningsansvarlig for smitten.

Løbende blev ledelsen gjort opmærksom på problematiske forhold i produktionen.

Alligevel iværksatte ledelsen ikke “tilstrækkelige foranstaltninger til at mindske risikoen for smittespredning blandt produktionsmedarbejderne”, skriver dommerne.

I behandlingen af sagen er der sat spot på detaljer i produktionen.

I en såkaldt skærestue stod de ansatte ganske tæt. Den høje støj gjorde det nødvendigt for folk at råbe til hinanden, når de skulle kommunikere om deres arbejdsopgaver.

I øvrigt håndterede mange medarbejdere dagligt akkortsedlen og det tilhørende skriveredskab uden brug af handsker.

Desuden blev et bestemt arbejdsredskab, der kaldes el-hesten, ikke afsprittet mellem forskellige ansattes brug.

Først da de tre ansatte var blevet smittet, blev der opstillet spritspande i kantinen.

Ledelsen klandres også for ikke at have taget tilstrækkeligt hensyn til, at mange af de ansatte havde udenlandsk baggrund, fremgår det af kendelsen.

Antallet af sygemeldte steg dramatisk. I begyndelsen af august 2020 var næsten 150 ansatte smittede. Ledelsen beslutte at lukke virksomheden 8. august foreløbigt i en uge.

Den usædvanlige retssag er anlagt af Fødevareforbundet NNF på vegne af de tre. Retten i Roskilde henviste en del af sagen til landsretten på grund af dens principielle betydning.

En ung mand er blevet dræbt i en ulykke, hvor bilen ramte en bus i modsatte vognbane.

Illustrationsfoto.