To russiske bombefly er tirsdag blevet set i luftrummet i nærheden af den svenske ø Gotland i Østersøen.
Det oplyser Sveriges forsvar i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
De to bombefly var af typen Tu-22 Backfire. De blev eskorteret af to russiske kampfly af typen Su-27, skriver det svenske forsvar.
Det står ikke klart, hvorfor de fire russiske fly opholdt sig i området.
Omkring middagstid kom de tæt på den svenske grænse ved Gotland, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Som reaktion blev to svenske kampfly sendt i luften. Det siger Dennis Hedström, som er chef for luftstaben i det svenske flyvevåben.
– Vi tog derop for at vise, at vi findes, og at de ikke skal prøve på noget, siger han til Aftonbladet.
Det sker jævnligt, at russiske fly befinder sig i luftrummet over Østersøen.
Ifølge Aftonbladet sker det ugentligt.
Det er ikke hver gang, at Sverige vælger at sende fly på vingerne for at markere over for russerne.
Men tirsdag blev det altså besluttet at sende to fly op.
– Vi holder skarpt øje med, hvornår og hvordan de vælger at flyve. Vi mærkede i dag, at de begyndte at nærme sig os, hvilket fik os til at reagere, siger Dennis Hedstöm.
Også finske fly og hollandske Nato-fly deltog i operationen tirsdag, har det svenske forsvar oplyst.
– Vi har haft et langt samarbejde med vores finske kammerater, og nu hvor vi er blevet en del af Nato, så var der også assistance fra andre dele af Nato.
De russiske fly opholdt sig hele tiden i internationalt luftrum.
Bombeflyet Tu-22 er udviklet af fly- og forsvarsvirksomheden Tupolev i det daværende Sovjetunionen.
Flyene blev produceret frem til 1990’erne. Flere af dem er fortsat i aktiv tjeneste i dag i Ruslands luftvåben.