En 33-årig mand er død, efter at han lørdag morgen blev ramt af skud i bygden Tiniteqilaaq.
En 33-årig mand er død efter et skyderi i Tiniteqilaaq i det østlige Grønland lørdag.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Mandens pårørende er underrettet.
Skyderiet fandt sted lørdag morgen lokal tid. To personer blev ramt, og en 18-årig mand blev efterfølgende tilbageholdt for skyderiet.
Han blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i Sermersooq kredsret, hvor han blev tilbageholdt i foreløbigt tre uger.
En tilbageholdelse minder om en varetægtsfængsling i en dansk kontekst.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og derfor har Grønlands Politi ikke yderligere kommentarer.
Lørdag kunne politiet ikke oplyse nærmere om et eventuelt motiv.
Men ifølge Jeppe Andsager, der er vagtchef hos Grønlands Politi, var den 18-årige angiveligt blevet smidt ud fra en fest og var vendt tilbage med et jagtvåben. Det fortalte han lørdag til Ritzau.
I forbindelse med skyderiet blev der affyret flere skud. Den dræbte blev ramt af skud i ansigtet, lød det lørdag.
Ud over den 33-årige mand blev en 36-årig kvinde ramt af skud.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilken tilstand kvinden er i, men lørdag blev hun ikke meldt i livsfare.
De to sårede blev evakueret fra Tiniteqilaaq lørdag.
Tiniteqilaaq er en lille bygd i Østgrønland. Bygden ligger i Sermersooq Kommune.
Mens skyderiet foregik, blev borgere i bygden opfordret til at holde sig inden døre, slukke lys og dække vinduer til.
Ifølge kommunens hjemmeside var befolkningstallet i bygden i 2020 96.