Peter Hummelgaard går nu forrest i en frit lejde-aktion, der skal gøre de danske nabolag tryggere.
I perioden fra den 1. november til og med den 30. november 2024 er der gode nyheder, hvis du brænder inde med ulovlige våben.
Justitsministeren Peter Hummelgaard giver nemlig der tilladelse til, at der ikke skal rejses tiltale mod personer, der friviligt afleverer ulovlige våben.
Helt anonymt kan du aflevere ting som ulovlige knive, våbendele, ulovlig ammunition samt eksplosivstoffer.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der sker som afsæt i ‘Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark’, hvor det blev besluttet at gennemføre en landsdækkende frit lejde-aktion.
Formålet med indsatsen er, at nedbringe antallet af de ulovlige våben, der er i omløb.
”Vi har set alt for mange eksempler på, at våben er faldet i de forkerte hænder. Det skaber voldsom utryghed og er fuldstændig uacceptabelt. Med bandepakken har vi blandt andet skærpet straffen for ulovlig besiddelse af kniv og fordoblet strafferammen for våbenlagre,” udtaler justitsministeren og fortsætter.
“Frit lejde er endnu et tiltag i bandepakken, som skal dæmme op for de kriminelles adgang til våben. Jeg vil gerne opfordre alle, der måtte ligge inde med ulovlige våben, om at gøre brug af muligheden for at komme af med våbnene under frit lejde-aktionen.”
Sådan lyder det fra Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.
Vicepolitiinspektør er begejstret
Ved Syd- og Sønderjyllands Politi er man naturligvis begejstret for aktionen, der kan fjerne farlige våben fra samfundet.
”Vores mål er at få så mange våben som muligt ud af cirkulation her i politikredsen. Ethvert våben afleveret til politiet er ét våben mindre ude i samfundet. Et våben kan falde i forkerte hænder – fx ved indbrud – og kan anvendes af kriminelle som rockere og bandemedlemmer til alvorlig kriminalitet eller skyderier i det offentlige rum til fare for andre.”
Udtaler vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen i en pressemeddelse fra politikredsen.
Flere politikredse oplyser desuden, at hvis man har genstande af ‘særlig farlig karakter’, som eksempelvis granater, eksplosiver, miner og rusten ammunition, skal man kontakte politiet på 114. Derefter sørger de for afhentning.
Ikke første gang
Tidligere har frit lejde-aktionerne båret frugt for politiet. Under den seneste aktion i 2017 var udbyttet 12.379 skydevåben.
Derudover blev der også indleveret ‘tusindvis af andre ulovlige genstande, herunder granater, sprængstoffer, ammunition og blankvåben,’ beskrives der i pressemeddelelsen.
Også i 2009 og 2013 var der frit lejde-aktioner.
Våbnene kan afleveres til politiet på de enkelte politikredses udmeldte lokaliteter. Det kan du blive klogere på her.