Udenrigsministeriet advarer om forhøjet risiko for terror

Det danske udenrigsministerium opfordrer danskere i området Arugam Bay til at være ekstra forsigtige.

Den amerikanske ambassade i Sri Lanka advarer om forhøjet risiko for angreb i området Arugam Bay.

Det skriver ambassaden på sin hjemmeside.

Advarslen kommer, efter at ambassaden har modtaget “troværdig information” om forestående angreb rettet mod turistområder.

Det fremgår ikke nærmere hverken hos det danske udenrigsministerium eller hos den amerikanske ambassade, hvad informationen drejer sig om.

– Stol på din mavefornemmelse. Hvis en situation føles forkert, så fjern dig fra den, fremgår det på hjemmesiden.

Arugam Bay ligger på den østlige del af Sri Lanka. Området er særligt kendt for sine gode forhold for surfing.

Den amerikanske ambassade opfordrer kraftigt amerikanske turister til at undgå området og har nedlagt rejserestriktioner for ambassadens personale.

Det danske udenrigsministerium har ligeledes udsendt et varsel. Her opfordres danskere i området til at passe på.

– Vær meget forsigtig og opmærksom på dine omgivelser, især på steder, hvor der er mange mennesker, fremgår det.

De minder desuden om at holde sig opdateret om sikkerhedssituationen ved hjælp af lokale medier og myndigheder.

I 2019 blev Sri Lanka ramt af et angreb påskedag.

Her mistede 258 personer livet i angreb mod tre luksushoteller, tre kirker og yderligere to mål med selvmordsbomber.

Også tre danske børn omkom i et af angrebene.

Islamisk Stat tog skylden for angrebene, men man fandt senere ud af, at det var lokale islamister, der stod bag med inspiration fra gruppen.

I mange år hærgede en borgerkrig desuden landet.

Denne varede fra juli 1983 og frem til maj 2009, hvor Sri Lankas regeringshær erklærede, at de havde sejret over oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE).

Borgerkrigen kostede mellem 80.000 og 100.000 livet.

/ritzau/

Sent onsdag eftermiddag er der sket et sammenstød mellem en bil og en knallert. Knallertføren har pådraget sig skader, alt imens bilisten er stukket af fra stedet.