SF-stemmeslugeren Jacob Mark siger 1. december farvel til Folketinget og dansk politik.
Det siger han i et stort interview med TV 2.
Han har i stedet fået et job i en privat virksomhed, som han dog ikke vil løfte sløret for endnu.
I 2021 blev Jacob Mark ramt af stress og var efterfølgende sygemeldt i et år.
– Da jeg kom tilbage, kiggede jeg på det og tænkte, at jeg var meget forandret. Jeg fik lyst til at have en bondegård og have en familie og at have fri sammen med mine drenge. Jeg har ikke lyst til at arbejde hele tiden, siger han om sit stop til TV 2.
Ved folketingsvalget i 2022 fik 33-årige Jacob Mark femteflest stemmer af alle i Danmark med 31.235 personlige stemmer.
Han har været folkevalgt i 15 år, hvor han startede som medlem af Køge Byråd.
I SF’s folketingsgruppe har han blandt andet været gruppeformand i flere år, og politiske kommentatorer har længe set ham som partiets kronprins.