Medier: Regeringen mangler fem milliarder kroner i grøn trepart

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) vil ikke kommentere de igangværende forhandlinger, siger han

Regeringen mangler at finde finansiering for 5,3 milliarder kroner frem mod 2030 i forbindelse med de politiske forhandlinger om den grønne trepart.

Det skriver Altinget og Børsen. Begge medier har set en økonomitabel, som partierne i forhandlingerne er blevet præsenteret for.

Den grønne trepart blev indgået i juni og er et “langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen”.

Aftalen er ikke vedtaget i Folketinget. Den er indgået mellem regeringen og interesseorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Initiativerne i aftalen skal vedtages i Folketinget for at blive til virkelighed.

Parterne bag treparten har dog tydeligt meldt ud, at Folketingets partier ikke kan rykke på noget substantielt i aftalen. Fordi den ifølge parterne er balanceret til det mindste komma.

Overskrifterne i treparten er en arealfond på 40 milliarder kroner, så 15 procent af landbrugsjorden kan tages ud, og skov kan etableres. Anledningen til treparten var, at regeringen vil indføre en CO2-afgift i landbruget.

Ifølge Børsen har regeringen meddelt de partier, som sidder med ved forhandlingsbordet, at det kan blive nødvendigt at lempe finanspolitikken yderligere i de kommende år for at få økonomien til at hænge sammen.

– Der lægges op til, at aftalepartierne – som led i en aftale – noterer sig, at aftaleøkonomien indeholder ubalancer, og at det kan blive nødvendigt at lempe finanspolitikken i 2026-2027 for at håndtere disse, står der i de lækkede dokumenter.

I 2026 og 2027 mangler regeringen at finde finansiering for cirka to milliarder kroner, skriver Altinget.

I 2029 og 2030 mangler regeringen at finde mere end tre milliarder kroner samlet. Her lægger regeringen ifølge Altinget op til at finde pengene, når der til den tid skal forhandles om finanslov.

I et skriftligt svar fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) vil han ikke kommentere tallene.

– Som minister kommer jeg ikke til at tage pressen med ind i forhandlingslokalet, og derfor kommenterer jeg ikke på de igangværende politiske forhandlinger, lyder det fra Bruus.

Alternativet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne er ikke længere med i forhandlinger. Det er ikke overraskende. Eksempelvis har Danmarksdemokraterne hele tiden sagt, at partiet er imod en CO2-afgift i landbruget.

/ritzau/