Regeringen vil have sundhedsaftale på plads inden for få måneder

Arkivfoto.

Regeringen vil have en aftale på plads om en sundhedsreform i de kommende måneder, så et lovforslag kan fremsættes i anden halvdel af februar.

Det fremgår af regeringens lovprogram, som er lagt ud tirsdag i forbindelse med Folketingets åbning.

– Lovforslaget skal implementere den kommende politiske aftale om en sundhedsreform, som skal følge i forlængelse af anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen, står der kort i lovprogrammet.

Det var i sidste måned, at regeringen præsenterede sit bud på en sundhedsreform. Hvis det står til regeringen, skal Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen, så der fremover bliver fire i stedet for fem regioner.

Udspillet kom i forlængelse af et arbejde fra Sundhedsstrukturkommissionen.

I forbindelse med Folketingets åbning reagerede Lars Løkke Rasmussen også på Moderaternes tilbagegang i meningsmålingerne.