Politiet er sammen med brandvæsenet massivt til stede omkring en adresse i København i forbindelse med ildebrand
‘Vi er massivt til stede til ild i lejlighed. Vi har indsat flere røgdykkerhold til eftersøgning og efterslukning.’
Sådan lyder det lørdag morgen fra Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X om den store udrykning, der netop er ankommet til Sank Annæ Gade i København.
På billeder fra stedet kan der ses røgudvikling fra en etageejendom, mens mindst 14 udrykningskøretøjer herunder en lægebil og en ambulance er til stede foran facaden på bygningen.
“To af brandbilerne har forladt adressen igen, men der er stadig 12 tilbage,” lyder det fra Presse-fotos.dks udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Københavns Politi opfordrer folk i området til at fjerne sig fra stedet og give myndighederne plads til at arbejde.
‘Vi er sammen med brandvæsnet fremme ved brand i bygning. Der er afspærret ved Torvegade, Overgaden Neden Vandet, Christianhavns Kanal, Strandgade,’ lyder det fra Københavns Politi.
Det bliver efterfølgende en opgave for Københavns Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder til branden herunder, hvorfor den er brudt ud.
Senere omkring klokken 08.20 melder Hovedstadens Beredskab, at branden er slukket.
‘Vi er ved at rydde op og reetablere. Ikke yderligere herfra,’ lyder det.
Anmeldelsen er indløbet klokken 06.53.
Presse-fotos.dk har senere været i kontakt med vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen, som endnu ikke kan fortælle, om der er sket personskade.
“Adressen er stadig for varm. Brandfolkene går og slukker, så vi har ikke været inde for at se, om der er mennesker i lejligheden,” siger han klokken 10.00.