I første halvår af 2025 får det pressede danske fængselsvæsen selskab af en gruppe fængselsbetjente fra Kosovo.
20 til 25 kosovoske fængselsbetjente skal i et pilotprojekt på efteruddannelse i Danmark som led i aftalen mellem Danmark og Kosovo om leje af 300 fængselspladser i det østeuropæiske land.
Det bekræfter justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Ritzau i en skriftlig kommentar.
– Med efteruddannelsen tager vi endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre fængslet i Kosovo klar til at tage imod udvisningsdømte kriminelle fra Danmark, lyder det fra Hummelgaard.
Det fremgår ikke af svaret fra ministeren, hvilket fængsel eller fængsler som de kosovoske betjente skal arbejde i.
Hos De Konservatives retsordfører, Mai Mercado, der i maj foreslog at hente fængselsbetjente fra Kosovo til Danmark, giver det dog mening, at det bliver i Ringe Fængsel på Fyn. Her afsoner udvisningsdømte i dag.
– I det her tilfælde er det ret optimalt.
– Det betyder, at det ikke er danske statsborgere, og så vurderer vi i forligskredsen, at det godt kan give god mening, at man har en ikke-dansktalende fængselsbetjent til at vogte de indsatte, når det er, at den indsatte heller ikke taler dansk, siger Mai Mercado.
Hun siger videre, at det ikke er en “ønskesituation”, at Danmark nu skal have fængselsbetjente fra et andet land.
– Vi ville ønske, at vi kunne rekruttere fængselsbetjente selv, men vi står bare i en situation, hvor det kan vi ikke, siger Mercado.
Efter flere års forsinkelse ratificerede Kosovo fængselsaftalen med Danmark i maj.
Næste skridt er nu at få ombygget Gjilan-fængslet til danske forhold. Justitsministeriet forventer, at de første udvisningsdømte kan starte deres afsoning i fængslet i efteråret 2026.
Oprindelig var planen, at fængslet skulle være klar til afsoning i begyndelsen af 2023.
Peter Hummelgaard rejser onsdag til Kosovo, hvor han skal besøge fængslet i Gjilan og mødes med Kosovos justitsminister.
– Med besøget markerer vi, at projektet, efter traktatens godkendelse i Kosovo, går ind i en ny og vigtig fase.
– I tæt og godt samarbejde med de kosovoske myndigheder skal vi nu sætte skub i ombygningen af fængslet, så det kan blive klar til at huse udvisningsdømte kriminelle fra Danmark, siger Hummelgaard.