Kunstmuseet ARoS åbner dørene for en ny udstilling, der sætter fokus på en af tidens største udfordringer; kunstig intelligens. Med udstillingen World in Focus ønsker ARoS at vise, hvordan kunstig intelligens og manipulation har ændret måden, vi forstår og anvender fotografi på.
ARoS, som ligger centralt i smilets by, Århus, har netop åbnet dørene for en ny udstilling, der går under navnet World in Focus. Udstillingen har til hensigt at sætte fokus på fotografiens rolle i en tid, hvor kunstig intelligens og manipulation fylder mediebilledet.
I den aktuelle udstilling vil du således blive mødt af fotografiske værker, der hver især har et manipulativt tvist. Fotografierne kommer fra ARoS’ egen kunstsamling og skal give anledning til at reflektere over de nuværende udfordringer i den digitale tidsalder.
Fotografier og værkerne kan opleves i Niv. 5 i Focus-galleriet, og kunstværkerne har en eksperimenterende tilgang til fotografi, der viser, hvordan teknik, komposition og motiv får os til at opleve verden på en alternativ måde.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er emner som vores forståelse af objektivitet og neutral gengivelse, der præger udstillingen. World in Focus ønsker at se nærmere på, hvordan mennesket bruger fotografi til at forstå den omkringliggende verden, og hvordan fotografer har udfordret vores opfattelse af verden de seneste 70 år.
Gennem ARoS’ udstilling vil der være fotografier af en række forskellige kunstnere, heriblandt den danske billedkunstner Asger Jorn, den canadiske billedkunstner Jeremy Shaw og den kinesiske billedkunstner Liu Shiyuan.
Fotografierne byder på alt fra poetiske og eftertænksomme værker til voldsomme og politiske budskaber. Derudover vil der også være nyindkøbte værker, som ikke er blevet udstillet før, som pryder udstillingen.
Du kan læse mere om ARoS’ udstilling her.
Udstillingen World in Focus åbnede officielt den 22. juni og løber frem til 8.december 2024.