Kongeparret indleder norsk statsbesøg med kanonsalutter og klapsalver

Portrætbillede af kongeparret - Foto: Steen Evald, Kongehuset ©

Kong Frederik og dronning Mary er blevet taget imod af det norske kongepar i hjertet af Oslo

Det danske kongepar er tirsdag sejlet ind til hjertet af den norske hovedstad, Oslo, til lyden af klapsalver og kanonsalutter.

Dermed har kongeparret påbegyndt deres andet statsbesøg, knap en uge efter at de er kommet hjem fra Sverige.

Kongeparret har lagt til kaj ved Honnørbryggen, hvor det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, har taget imod dem.

Kronprinsparret ankom kort før ankomst til Honnørbryggen, hvor de til lyden af kanonsalutter stævnede ud i en kongechalup for at hente det danske kongepar.

Den norske kong Harald og dronning Sonja stod for enden af kajen for at byde kong Frederik og dronning Mary velkommen.

Statsbesøget til Norge og til Sverige i sidste uge ligger i forlængelse af tronskiftet i januar, hvor kong Frederik overtog tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

Der er meget, der ved første øjekast i Oslo ligner kongeparrets besøg i Sverige. Men der er også meget, der afviger.

Mens det svenske kongepar var en central del af programmet i Sverige, vil man se en smule mindre til det norske kongepar på statsbesøget i Norge.

Derimod vil den norske tronarving, kronprins Haakon, og kronprinsesse Mette-Marit spille en større rolle.

I april lød det fra det norske kongehus, at Norges 87-årige kong Harald fremover skal have færre arbejdsopgaver af hensyn til kongens alder.

/ritzau/