Store bøder gives: “Få tjek på papirerne”

Illustrationsfoto.

I denne uge laver Københavns Politis Udlændingekontrolsektion en større aktion mod ulovligt arbejde. De bringer nu en advarsel til arbejdsgiverne.

“Få tjek på arbejdstilladelserne – ellers risikerer i høje bøder”

Sådan lyder advarslen fra politiet til arbejdsgiverne i en pressemeddelelse udsendt tirsdag formiddag.

De skriver, at det kan resultere i bøder fra 10.000 til 50.000 kr. pr. måned pr. ulovligt beskæftigede, hvis man ansætter en person uden arbejdstilladelse. I særligt alvorlige tilfælde kan det endda resultere i fængsel.

”Vi er jo vant til at slå til ud af det blå, men denne gang er vi blevet lidt inspireret af kollegernes tilgang til den løbende nedlukning af Pusher Street, hvor de har været ude at advare befolkningen, inden de rykker ind. Nu prøver vi også at komme med en opråb, inden vi rykker ud,” siger politikommissær Kjeld Farcinsen fra Udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi i pressemeddelelsen.

Udenlandske borgere uden de rette tilladelser risikerer bøde og udvisning i to år eller fængsel og udvisning i seks år.