To erfarne danske producere satser stort på nordisk film med deres nye filmselskab, der skal globalisere regionens filmkunst.
De nordiske lande har en stolt og lang filmtradition.
Fra legendariske Ingmar Bergman til nogle af det 21. århundredes mest toneangivende instruktører som Thomas Vinterberg, Ruben Östlund og Lars von Trier har nordiske filmskabere sat et stort markant aftryk på den internationale filmscene.
Norsk-danske Joachim Triers store succes med ‘Affektionsværdi’, der netop er blevet nomineret til hele ni Oscar-statuetter, fremhæver nordisk films store gennemslagskraft på det internationale marked i dag.
Nu ønsker to erfarne danske producere at give nordisk film endnu et internationalt boost med nyt Los Angeles-baseret filmselskab.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nordisk film med globalt perspektiv
Nyheden kommer fra amerikanske Deadline.
Det store Hollywood-medie kan fortælle, at danske Christian D. Bruun og Asger Hussain lancerer filmselskabet Northern Lights Studios.
Ifølge Deadline er selskabet skabt med ‘en mission om at globalisere den næste bølge af nordisk film’.
Northern Lights Studios skal efter sigende allerede have mere end 20 film- og tv-projekter på tapetet.
Projekterne er inspireret af nordisk kildemateriale og lavet i samarbejde med forfattere, udgivere og rettighedsholdere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Grønland.
Blandt de kommende projekter nævnes en spillefilm baseret på en ægte Formel 1-historie.
Planen er at bidrage både internt på det nordiske marked og lancere diverse projekter internationalt.
“Vi tager historier med dybe rødder i nordisk kulturarv og gentænker dem som globale film og tv-serier,” fortæller Asger Hussain til Deadline.
Kender det amerikanske marked
Både Bruun og Hussain har stor erfaring som producere på det amerikanske marked.
Førstnævnte har blandt andet arbejdet på Joshua Oppenheimers ‘The End’ og Barry Alexander Browns ‘Son of the South’.
Hans partner i Northern Lights har blandt andet arbejdet med Lee Daniels på ‘The Paperboy’ og Oscar-vinderen ‘Precious’,
De får yderligere dansk støtte i form af Viking Sunset Studios præsident og CEO Bo H. Holmgreen, der både agerer tidlig investor og kan tilbyde fysiske produktionsfaciliteter til Northern Lights-produktioner.