Den 32-årige, der holdt en 13-årige pige fra Kirkerup fanget i sit hus, forlod flere gange villaen i det rædselsdøgn, hun var fanget der
Han er sigtet for flere voldtægter og for at have kidnappet hende.
Men flere gange under det døgn, den 32-årige holdt en 13-årig pige fanget på hans bopæl, forlod han angiveligt huset.
Ifølge B.T.s oplysninger var den sigtede væk i flere timer, hvor hans færden ikke er kendt.
Det fortæller flere kilder uafhængigt af hinanden til mediet.
Omkring klokken 21.00 lørdag aften den 15. april – den dag pigen blev kidnappet – kørte den sigtede fra hjemmet i Korsør og til en tankstation få kilometer væk for at købe benzin.
Klokken 21.10 tankede han bilen for 301 kroner, hvorefter han kørte tilbage til den 13-årige pige i sit hus. B.T. har set dokumentation for benzinindkøbet.
Senere samme aften forlod den 32-årige igen sin bopæl i sin bil. Denne gang var han ifølge kilder tæt på sagen væk fra huset i flere timer.
Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvad han lavede i den periode, men da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søndagen efter klokken 14.48 stormede hans adresse og befriede den 13-årige pige fra hendes rædsler, var den 32-årige mand på bopælen og blev anholdt.
Politikredsen har ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger i sagen, men ifølge den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen, kan oplysningerne kaste ny viden over sagen.
“Det understreger måske, at det ikke bare er en overlegen psykisk frihedsberøvelse med trusler. Noget tyder på, at hun måske kunne være fysisk bundet,” vurderer Bent Isager-Nielsen over for B.T..
Den tidligere drabschef mener også, at der er den mulighed, at den 32-årige har været ude at lave strafbare forberedelseshandlinger, som måske kan underbygge en sigtelse for forsøg på drab.
(Artiklen fortsætter under billedet)
SE OGSÅ: 13-ÅRIGE PIGE FUNDET I LIVE!
Også tidligere drabsefterforsker Kurt Kragh vurderer, at den 32-åriges færden kan sige noget om sagen.
Han lægger særligt vægt på detaljen om, at den sigtede har kørt ud for at tanke sin bil.
Det kan for begge indikerer, at han havde planer om at køre langt væk, men det kan også sige noget om, hvordan han tænkte under kidnapningen.
“Det kan sige noget om hans personlighed, hvis han koldt og kynisk har pacificeret pigen med eksempelvis strips og så bare er kørt ud og har fyldt benzin på bilen, som om alt er normalt,” påpeger Kurt Kragh over for B.T.
Den tidligere drabsefterforsker mener, at man klart må formode, at den 13-årige pige skulle være slået ihjel.
(Artiklen fortsætter under billedet)
SE OGSÅ: EFTER MERE END ET DØGN: 13-ÅRIGE FILIPPA PÅ VEJ HJEM
Den 32-årige er sigtet for at have voldtaget den 13-årige pige flere gange og for længerevarende frihedsberøvelse af hende. Sigtelser han delvist erkender. Det er ukendt, hvilke dele af sigtelserne, han har erkendt
Den 13-årige pige var i alt kidnappet i 27 timer og blev ifølge politiets sigtelse først kørt ud til en adresse i Sorø, hvor den 32-årige også havde arbejdsplads – og blev derefter fragtet til hans bopæl i Korsør.
Derudover er samme mand sigtet for drab og voldtægt af Emilie Meng tilbage i 2016 og for et voldtægtsforsøg på en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022.