Klædte sig ud som politi og begik hjemmerøveri: Fire personer får lange straffe

Arkivfoto

I juli i fjor trængte fire personer ind i en lejlighed i Valby i København.

Her blev en person udsat for vold og truet med en pistollignende genstand, inden gerningsmændene stak af med offerets betalingskort og andre værdigenstande.

De fire personer er torsdag kendt skyldige i sagen, der blandt andet vedrører groft hjemmerøveri.

Det afgør en enig domsmandsret ved Retten på Frederiksberg.

57-årige Tina Brandt straffes med fængsel i fem år, mens 40-årige Jonatthan Julius Willum Bethel idømmes fem år og tre måneders fængsel.

53-årige Kenneth Kiel og 28-årige Kevin Matthias idømmes begge fængsel i seks år og tre måneder.

To af de dømte var iklædt politijakker under hjemmerøveriet, som de dømte ifølge retten begik i forening.

De fire personer er i grove træk fundet skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Ifølge tiltalen indfandt Tina Brandt sig først i lejligheden, hvor hun kortvarigt havde været en enkelt gang før. Hun ønskede at drikke øl med offeret.

Herefter gav hun et telefonisk signal til Kenneth Kiel, som sammen med Jonatthan Julius Willum Bethel blev kørt til lejligheden af Kevin Matthias.

Herefter bankede de to førstnævnte på døren til lejligheden iført politijakker, hvorfor de ifølge dommen offentligt har udgivet sig for at være fra en offentlig myndighed.

Personen, der boede i lejligheden, fik døren i hovedet, hvorefter han blev tvunget ned på gulvet og tildelt slag.

De tre mænd er desuden alle kendt skyldige i databedrageri, eftersom de kort efter røveriet forsøgte at hæve penge i forskellige hæveautomater med offerets betalingskort.

Tina Brandt, Kenneth Kiel og Kevin Matthias har anket dommen på stedet, mens Jonatthan Julius Willum Bethel har udbedt sig betænkningstid.