Kørte over for rødt, forsøgte at ramme en betjent, hæleri og indbrud: Nu er dommen faldet!

Arkivfoto

En 31-årig mand skal i fængsel i tre år efter en ret omfattende sag, hvor han to gange på et halvt år havde forsøgt at køre fra politiet, og hvor han også blev dømt for hæleri og indbrud.

Det skriver Københavns Vestegns anklagemyndighed på X (det tidligere Twitter):

I den første sag havde manden i september 2021 bragt andre borgere i fare, da han flere gange kørte over for rødt og i mod færdselsretningen, før han blev stoppet af politiet.

I marts 2022 forsøgte han igen at køre fra politiet.  Her kørte han bl.a. flere gange over for rødt og forsøgte at påkøre en politimand – og siden forsøgte han i forbindelse med anholdelsen at slå ud efter en anden politimand

I begge de sager var han påvirket af narko.

Samtidig blev manden også dømt i flere sager om hæleri og indbrud i Ballerup, Skovlunde og Herlev.

“Manden bragte både civile borgere og politifolk i fare af to gange og det er i det lys man skal se straffen,” siger anklagerfuldmægtig Kristoffer Bruun Hansen.

Den 31-årige har bedt om betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Østre Landsret.