Skyderi: To unge mænd anholdt

Nordjyllands Politi vil fremstille to i grundlovsforhør. Politiet mener, at de er gerningsmænd i skyderi

En 17-årig og en 22-årig er blevet anholdt af Nordjyllands Politi mistænkt for et skyderi i Aalborg 25. august.

I en pressemeddelelse skriver Nordjyllands Politi, at man vil fremstille de to i grundlovsforhør tirsdag.

De er sigtet for medvirken til drabsforsøg og for at forvolde fare, lyder det videre.

Efterforskningsleder Martin Rolighed udtaler i pressemeddelelsen, at man har efterforsket intenst i sagen.

– Vi kan, på nuværende tidspunkt, ikke afvise, at der den kommende tid vil ske flere anholdelser eller sigtelser i sagen. Vi efterforsker fortsat og holder alle muligheder åbne, lyder det videre.

En 19-årig mand er allerede sigtet i sagen. Ham anholdte politiet umiddelbart efter skyderiet.

Skyderiet skete i området ved Hovedbiblioteket i Aalborg.

Politiet skriver i pressemeddelelsen mandag, at man ikke kan sige noget om, hvad motivet er.

Men de foreløbige undersøgelser tyder på, at en sort bil har været målene for skuddene.

/ritzau/