En mand er søndag aften blevet ramt af skud i det centrale Malmø.
Det oplyser svensk politi ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Politiet fik flere opkald om skyderiet omkring klokken 21.30. Der er en ambulance til stede, og området er blevet spærret af, skriver TT.
Det fremgår ikke, hvor slemt manden er kommet til skade.
Det fremgår heller ikke umiddelbart, om politiet har fået fat i en eller flere mistænke, eller om de er på jagt efter nogen.
Den svenske avis Expressen skriver, at det er en mand på omkring 25 år, der er kommet til skade. Han er blevet kørt på hospitalet.
Politiet har indkaldt en tekniker og en politihund til gerningsstedet.
Hændelsen efterforskes som drabsforsøg, skriver Expressen.
Skyderier er ikke usædvanlige i Sverige.
Sidste år blev 64 personer dræbt af skud i landet. Det var det højeste antal i Europa. Det var også en del højere end de 46 skuddrab, som Sverige registrerede i 2021. Det var indtil sidste år også rekord i Europa.