Irak vil afbryde landets diplomatiske bånd til Sverige, hvis der bliver brændt endnu en koran i Sverige.
Det oplyser det irakiske premierministerkontor torsdag.
Meldingen kommer, efter at Sveriges ambassade i Irak natten til torsdag blev stormet af flere demonstranter.
– Den irakiske regering har gennem diplomatiske forbindelser informeret den svenske regering om, at endnu en afbrænding af den hellige Koran vil føre til afbrydelsen af de diplomatiske bånd, lyder det.
Irak har fordømt selve stormløbet, men understreger altså samtidig, at landet ikke vil tolerere flere koranafbrændinger i Sverige.
Tidligere koranafbrændinger har gjort, at Sverige er faldet i unåde i store dele af den muslimske verden. Iran, Saudi-Arabien, Egypten og Syrien har også alle tidligere kritiseret afbrændingerne.
Koranen er islams hellige skrift. Muslimer anser det derfor som blasfemi og en grov fornærmelse mod gud at brænde den.
Den dansksvenske politiker Rasmus Paludan vakte harme i begyndelsen af året, da han brændte en koran foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.
Den svenske udenrigsminister, Tobias Billström, har torsdag indkaldt Iraks chargé d’affaires i Stockholm til samtale. Det er den øverste irakiske diplomat i Sverige.
– Det, der er sket, er helt uacceptabelt, og regeringen fordømmer på det kraftigste disse angreb, siger Tobias Billström.
– Irakiske myndigheder har en utvetydig forpligtelse til at beskytte diplomatiske missioner og diplomatisk personale i henhold til Wienerkonventionen. Det er tydeligt, at de har svigtet det ansvar, siger udenrigsministeren.
Wienerkonventionen er en international traktat, der blandt andet handler om diplomatiske relationer og om udsendtes forhold.
Torsdagens demonstration i Bagdad blev iværksat af tilhængere af den shiamuslimske imam Muqtada Sadr. Han havde opfordret til protester forud for en forventet afbrænding af en koran i Sverige.
Svensk politi oplyser omkring torsdag middag, at det fortsat er planen, at der i løbet af dagen skal være en koranafbrænding foran Iraks ambassade i Stockholm.
Det skriver den svenske nyhedsbureau TT.
– Hvis vi får ny information undervejs, må vi tilpasse os, men jeg har ikke kendskab til, at vi forholder os anderledes end tidligere, siger Mats Eriksson, der er pressetalsmand ved Stockholms politi.
Reuters