
To mænd har søndag eftermiddag fået forvildet sig for langt ud på havet på deres paddleboards ved kysten i Als i Nordjylland.
Det skriver TV 2 Nord, der har talt med Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
– Lige nu er vi ved Als ved kysten, fordi der var nogen, der kunne se, at der var nogle på paddleboard, som er vældig langt ude og driver videre.
– Så det var folk bekymrede for, siger han til mediet.
Både politi og beredskab er på stedet, og der er en helikopter på vej for at hjælpe med at finde de to mænd, der er henholdsvis 32 og 38 år.
De har endnu ikke haft kontakt med de to mænd, og politiet har ikke fået besked om, at de er i nød. Alligevel er man bekymret for dem, da Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet voldsomt vejr.
Derfor vil man gerne have dem ind fra vandet hurtigst muligt, lyder det.
OPDATERING: DE TO MÆND ER NETOP BLEVET REDDET OP