OBS: Presse-fotos.dk har tidligere haft et billede i denne artikel, hvor en person snakker med politiet. Det er vigtigt at understrege, at personen på det tidligere billede IKKE er en del af den omtalte ballade i denne artikel. Presse-fotos.dk har valgt at tage billedet ned, så der ikke er anledning til misforståelser.
Der opstod lørdag eftermiddag kortvarigt uro, da enkelte fans fra Hvidovre fejrede sejren over Vendsyssel på 3-2 på en uhensigtsmæssig måde.
En vagt fortalte til presse-fotos.dk’s udsendte, at han og flere andre vagter var blevet sparket af Hvidovre-fans efter kampen, og at det havde været en ubehagelig situation at stå i som vagt.
“Vi kom dertil p.g.a. en melding om slagsmål. Men det var overstået, da vi kom. Der var ingen, der havde lidt overlast, og der er ingen anholdte,” fortæller Bruno Brix, vagtchef hos Nordjyllands Politi, til presse-fotos.dk
Sejren til Hvidovre på 3-2 betyder, at klubben er meget tæt på at komme i Superligaen for første gang i 26 år.
Hvidovres nærmeste rival, Sønderjyske, skal vinde usandsynligt store sejre i de to sidste kampe – samtidig med, at Hvidovre taber deres sidste kamp til Næstved – for at oprykningen skal glippe.