Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne har som de sidste oppositionspartier i blå blok forladt forhandlingerne om den varslede fødevarecheck. Alternativet har også forladt forhandlingerne.
Mens rygter svirrer om, at en aftale om fødevarechecken er tæt på, forlader den sidste del af blå blok – foruden Venstre i regeringen – nu forhandlingerne.
Det Konservative har ifølge partiformand Mona Juul trukket sig, fordi checken ikke er målrettet nok. Det fortæller hun til TV 2.
“Vi er jo oppe imod utrolig mange borgere, som kan se frem til en check. Det er fint, men det er ikke måden at uddele skatteborgernes penge på,” siger hun.
Partiet afviser dog ikke at fortsætte nye forhandlinger om en nedsættelse af momsen på fødevarer.
Også Danmarksdemokraterne mener ifølge TV 2, at en fødevarecheck er den forkerte løsning, og at erfaringerne fra et tidligere forsøg stadig spøger.
“Jeg synes også, at sporene fra varmechecken skræmmer, hvor for mange, som ikke skulle have haft den, fik den,” siger Inger Støjberg til TV 2.
Ligesom Mona Juul peger Inger Støjberg på at genoptage forhandlinger om momsen på fødevarer i stedet.
Foruden de to blå partier har Alternativet også forladt forhandlingerne, fordi partiet mener, at aftalen rammer skævt.
“Den beløbsgrænse, der er sat, er alt for høj. Det vil sige, at det ender med at være en fødevarecheck til middelklassen og i værste fald til den øvre middelklasse,” siger politisk leder for Alternativet, Franciska Rosenkilde, til TV 2.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Også mandag var der mandefald i forhandlingslokalet.
Her besluttede De Radikale nemlig at forlade forhandlingerne.
Det bekræftede partiets finansordfører Samira Nawa over for Ritzau.
“En fødevarecheck, som beløber sig til 4,5 millioner kroner og bliver smurt alt for tyndt ud, har vi svært ved at se os selv i,” sagde hun.
Også De Radikale vil vende tilbage til nye forhandlinger, hvis det i stedet handler om momsen på fødevarer.
B.T. erfarer, at regeringen sammen med aftalepartierne præsenterer fødevarechecken i dag.
Men det bliver altså uden De Konservative, Danmarksdemokraterne, Alternativet og De Radikale. Derudover forlod Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forhandlingerne i sidste uge.

