Casper Risting Olsson er rystet.
“Hvordan kan sådan en mand – en falsk læge – få lov til at læse medicin, efter at han behandlede min seks måneder gamle datter, der havde lungebetændelse,” spørger han.
Forklaringen på Casper Risting Olssons udbrud er ligetil.
Den falske læge gav i 2019 medicin til en række patienter i den måned, han nåede at være ansat på Hvidovre Hospital, selvom han hverken var læge eller medicinstuderende.
Det fik han en dom for i sidste uge.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Han fik tre måneders betinget fængsel – som dog er afhængig af, at han udfører 40 timers samfundstjeneste. Ellers skal han sidde de tre måneder af.
“Jeg synes, det er en meget mild dom. Og det værste er, at han er kommet ind på medicin-studiet. Det forstår jeg slet ikke, at han kan få lov til,” siger Casper Risting Olsson til presse-fotos.dk
Casper Risting Olssons datter var den yngste af de patienter, den falske læge nåede at medicinere – og at journalisere.
“Min kone, min datter og jeg selv kom dengang i 2019 ind på Hvidovre Hospital, fordi min datter hostede og havde høj feber. Vi ventede i mange timer, men til sidst kom der en sygeplejerske, som vurderede, at der skulle en læge til. Ind ad døren trådte en mand, der kaldte sig Romeo, og som sagde, at han var medicinstuderende,” forklarer Casper Risting Olsson.
LÆS OGSÅ: 22-årig spillede læge på hospital og behandlede patienter: Nu er han idømt fængsel
Der var to problemer i den historie.
Manden hed ikke Romeo. Det var noget, han kaldte sig. Og han var ikke medicinstuderende. Det var noget, han havde bildt Hvidovre Hospital ind, at han var.
“Men han var vældig flink og rar. Og vi talte om, at han var medicinstuderende, og at han havde fået nogle timer, fordi der var mangel på personale,” fortæller Casper Risting Olsson.
Den falske læge undersøgte Casper Risting Olssons datter på maven og ved kirtlerne. Han endte med at give hende noget, som viste sig at være binyrebarkhormon. Så fik datteren en æblejuice af sygeplejersken. Og så tog de alle hjem igen.
“Det eneste, som undrede mig lidt dengang, var, at han virkede usikker, da han sad med min datter og undersøgte hende. Men jeg lagde ikke noget videre i det,” fortæller Casper Risting Olsson.
Datteren fik det dog ikke bedre i det næste døgns tid.
Casper Risting Olsson tog derfor sammen med sin kone og datter tilbage til Hvidovre Hospital et par dage efter mødet med ‘Romeo’. Her var det en anden læge, der behandlede datteren. Han slog fast, at hun havde lungebetændelse. Det behandlede han hende for. Med succes.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den falske læge nåede at være ansat i en måneds tid i august og september 2019, inden Hvidovre Hospital opdagede hans svindelnummer.
Og så rullede lavinen. Men det skete langsomt.
“Det var først lang tid efter, at vi fik besked fra politiet om, at min kone skulle vidne i sagen. Alle andre havde fået besked af Hvidovre Hospital om sagen – enten på telefon eller på mail. Vi fik bare at vide af politiet, at min kone skulle vidne. Det var svært for både hende og for mig at huske detaljerne – måske fordi vi ikke havde fået besked straks fra Hvidovre Hospital, da de meldte ham til politiet”.
Retssagen trak også ud – dels p.g.a. sygdom hos den falske læge, og dels fordi han på et tidspunkt ikke var i landet.
Men i begyndelsen af november 2022 faldt dommen så over den nu 22-årige falske læge – og nuværende medicinstuderende. Efter mere end tre års ventetid.
“Jeg synes, at dommen er latterlig,” siger Casper Risting Olsson.
“Men det vigtigste er naturligvis, at min datter i dag er tre år. Hun lever, og hun har det godt. Og det har vi andre også. På trods af den historie med en mand, som efter min mening aldrig burde have lov at kalde sig læge.”
Læs artiklen, da Presse-fotos.dk for første gang dækkede historien her: 22-ÅRIG SPILLEDE LÆGE PÅ HOSPITAL OG BEHANDLEDE PATIENTER: NU ER HAN IDØMT FÆNGSEL