På et Nato-møde onsdag blev drøftet kompromis, der kan give USA kontrol over flere landområder.
Inden USA’s præsident, Donald Trump, onsdag aften oplyste, at der er udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland, mødtes højtstående militærofficerer fra Natos medlemslande og drøftede et kompromis.
Det oplyser tre unavngivne og højtstående embedsmænd onsdag til det amerikanske medie New York Times.
Det kompromis, der var på bordet, indbefatter ifølge embedsmændene, at Danmark skal give USA kontrol over flere grønlandske landområder, hvor USA vil kunne bygge militærbaser.
Embedsmændene tilføjer, at Natos generalsekretær, Mark Rutte, har arbejdet for at fremme idéen.
Det fremgår ikke, om kompromiset er en del af den rammeaftale, som Trump annoncerede onsdag aften.
Faktisk er det endnu uvist, hvad aftalen om Grønland konkret indebærer.
Rammerne og detaljerne vil løbende blive afsløret, forklarede Trump onsdag.
I dag råder USA over én militærbase i Grønland – Pituffik Space Base, der tidligere var kendt som Thulebasen.
USA har allerede for nuværende mulighed for at udvide basen og lave nye baser. Det skal dog ske efter forståelse med Grønland og Danmark.
En talsperson fra Nato siger onsdag aften, at forhandlingerne mellem Danmark, Grønland og USA vil fortsætte med det formål at sikre, at Rusland og Kina aldrig får fodfæste, hverken økonomisk eller militært, i Grønland.
Det var på sit eget sociale medie, Truth Social, at Donald Trump onsdag skrev, at der sammen med Natos generalsekretær, Mark Rutte, er udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.
Desuden afblæste den amerikanske præsident toldtruslerne mod Danmark og europæiske lande i spørgsmålet om en overtagelse af Grønland.
Mark Rutte har bekræftet Trumps melding, at parterne har lavet en rammeaftale, og at der skal foregå flere samtaler mellem de involverede.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger onsdag aften til DR, at det er positive tegn, der er kommet fra Trump i Davos.
– Trump siger, at “jeg kommer ikke til at angribe Grønland”, det forekommer også som en helt vild tanke, og toldkrigen er sat på standby. Det er i hvert fald positivt, siger Løkke.
Ritzau har onsdag aften desuden forsøgt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S), mens Grønlands regeringschef Jens-Frederik Nielsens kontor har oplyst, at Nielsen først vil kommentere udviklingen på et pressemøde torsdag.
/ritzau/
Grønlandsaftale på plads: Trump “går ud fra” Danmark er informeret
