Kvinde ønskede ikke kontakt: Mand sparkede hendes dør ind

En 24-årig kvinde fra Jyderup anmeldte mandag klokken 14:20, at en mand, som kvinden kendte, men som hun ikke ønskede at have kontakt med, havde været på hendes bopæl, hvor han nu havde sparket hendes dør ind.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Kvinden havde forladt sin bopæl, hvor manden stadig befandt sig.

Politiet fik kontakt til den 24-årige mand fra Kalundborg på kvindens bopæl.

Betjentene sigtede manden for hærværk med baggrund i den 24-årige kvindes oplysninger, eftersom døren til kvindens bopæl var blevet ødelagt.

Den 24-årige mand fra Kalundborg blev efterfølgende bortvist fra stedet og han blev af politiet opfordret på det kraftigste til ikke at opsøge kvinden igen.

Manden havde nemlig også dagen forinden været årsag til uro ved kvindens bopæl.

Nu venter et erstatningskrav den 24-årige mand i forbindelse med reparationen af den ødelagte dør, inden politiet kan afgøre straffesagen mod ham.